Dette års forårskoncerter med Fjerritslev Bykor afholdes på hhv. Frøstrup Gl. Kro 26. april kl 15:00 og i Fjerritslev kirke 2. maj kl 15:00
Ved koncerterne bliver der rig mulighed for publikum til at synge eller nynne med på mange kendte sange. Koncerterne indledes med en lille afdeling med forårssange. Hovedparten af programmet er dog med fokus på sange fra både danske og udenlandske film og musicals: “Forelsket i København”, “Du er min øjesten”, “Over the Rainbow” samt “Can’t Buy Me Love” er bare nogle af de sange publikum har i vente.
Koncerterne afsluttes i en helt anden boldgade. Her bliver sindene bragt til ro med Mozarts “Ave verum corpus”.
2025 var året, hvor Fjerritslev Bykor kunne fejre 55-års jubilæum. 2026 er året, hvor Kaj Pries kan fejre 40 år som dirigent for Fjerritslev Bykor. Det betyder rigtigt meget for et kor at have en stabil dirigent. Det må Kaj Pries sige at være. Som dirigent er det ham, der sætter retningen for korets udvikling. Gennem årene har koret prøvet mangt og meget: Medvirkende i DR’s udsendelse om Svinkløv Badehotel, korstævner med bla. Nenia Zenana og senest i efteråret Ole Jørgensen. Koret har – lige som resten af verden – oplevet en nedlukning i forbindelse med Covid-19, hvilket resulterede i at korets 50-års jubilæumsfejring måtte skrinlægges. På den internationale scene kan nævnes, at koret gennem mange år har nydt godt af at have et venskabskor i Göteborg, TaTon. Korene har på skift besøgt hinanden hvert 2. år; senest var TaTon gæster i Fjerritslev i 2025.
Gennem alt dette har Kaj Pries være den gennemgående figur, der har svunget “dirigentstokken” over koret. Dette er dog altid gjort med et roligt gemyt, et glimt i øjet og altid med respekt for korets talent. Et 40-års jubilæum skal naturligvis markeres. Efter koncerten i Fjerritslev Kirke d. 2. maj vil der være reception i Fjerritslev Kirkecenter hvor alle er velkomne til at ønske Kaj Pries – og koret – til lykke med jubilæet.



