Mine onsdagsaftener er hellige

Lisbeth Thrane skriver om at synge i Fjerritslev Bykor:

“Mine onsdagsaftener er hellige – altså ikke i ordet oprindelige betydning, men sådan at forstå, at kun sygdom eller andre alvorligheder skal forhindre mig i at møde op onsdag efter onsdag hele vinterhalvåret til korsang af allerbedste slags.

Jeg startede i Fjerritslev Bykor i 2017 efter en del overvejelser i årene forinden, hvor jeg havde et arbejde med forskellige vagter, hvilket besværliggjorde deltagelse. Da jeg endelig blev “arbejdsfri”, skubbede en god veninde til mig, og jeg vovede at møde op. Det er den bedste beslutning, jeg har taget, efter jeg flyttede til egnen i 2001.

Jeg har sunget i kor som helt ung, sunget i et par amatørorkestre, men aldrig har sangen og samværet med mange dejlige mennesker givet mig et udbytte som nu. Min mand ved, han ikke skal arrangere noget med min deltagelse om onsdagen, og han nyder, at humøret er i top, og sangen har svært ved at ebbe ud efter en øveaften.

Man skal ikke forestille sig, at det er en nødvendighed at kunne nå Maria Callas eller Pavarotti til sokkeholderne for at være deltager. Man må da godt have mere end én tone i livet, men det vigtigste er glæden ved sangen og samværet. Bare det at opleve, at stemmen roligt yder bedre efter en god opvarmning – at stemmen kan bruges som instrument – om end i det små.

Jeg er utrolig glad for repertoirevalget med hovedvægt på det mere klassiske og små, gode afstikkere til det rytmiske. Det passer godt til korets sammensætning, synes jeg.

Vi synger, men der er også tid til kaffe/kage-pause med masser af hyggelig snak. Nogle gange vil man nok tro, det er en skoleklasse, man møder, når man hører støjniveauet. Det hører heldigvis også med.

Jeg tror, vi alle elsker vore julekoncerter i omegnens kirker. Stemningen med adventskrans, rigtig mange julestemte mennesker, de gamle salmer og sange, men heldigvis også hvert år med nye, som vor højt respekterede og beundrede dirigent har fundet frem.

Jeg var med på venskabsturen til Göteborg foråret 2018, og det var en ideel måde at lære korets medlemmer på. En flot koncert i Folkets Hus, som fulgte på vor egen tilbagevendende foråskoncert.

Jeg håber at kunne deltage som korist i mange år endnu, hvis ikke stemmen knækker sammen som en gammel operasanger eller bliver en skrigende, vibrerende falset. Håber nogen giver et lille hint inden da.”

Mød op d. 13. september og oplev det samme fællesskab og ikke mindst sangglæde, som Lisbeth beskriver.

Syng dig glad i Fjerritslev Bykor

Hvorfor Fjerritslev Bykor?

Jeg var ikke i tvivl, det var her, jeg skulle være, da jeg flyttede til Fjerritslev i 1993, 53 år gammel. Jeg havde været i Løgstør koret, endda som formand.

I Løgstør koret havde vi skiftende dirigenter. Jan Erik Hansen, Jens Fredborg og Niels Jørgen Hertz. Ingen af dem overgår den dirigent, jeg mødte i Fjerritslev Bykor – Kaj Pries.

Jeg var ny i byen, selvom det var min fødeby. (Jeg flyttede som 14 årig)

Jeg synger alt, men taler ligegodt med sopranerne og føler mig meget velkommen.

Det er få sange, jeg ikke bryder mig om. Kaj er god til at vælge dem, der passer til os.

Jeg er så heldig at stå forrest, så jeg kan støtte mig til en stol og stå ved Vibeke, der er 30 år yngre end mig og en stor hjælp.

Nu venter jeg på, at Kaj en dag siger stop til mig, – ”Nej, Trine, nu er du for gammel.” Jeg har et ønske. Det er, når man holder, at man får en hilsen fra koret. (Jeg samler på minder.)

Stor tak for skønne oplevelser.

Trine Svestad

Artikel fra ugeavisen inden forårskoncert 13.5.2023

“Syng så, syng så, solo og i” – Fjerritslev Bykor.

Maj markerer slutningen på denne korsæson for Fjerritslev Bykor. Denne gang er det en afslutning lidt ud over det sædvanlige.

Det sædvanlige ligger i en forårskoncert, hvor koret synger et blandet repertoire af danske forårssange og sange, der smyger sig om temaet “dans”. Der bliver lejlighed til et genhør med Sebastians “Vårvise”, at synge med på “Jeg ved en lærkerede” og nyde den smukke “Et hav, der vugger sig til ro nu”.

I “danse”-delen af koncerten kommer vi til at “danse” med på “Den allersidste dans”, “Dansevise” og for det lidt yngre publikum “Danse i måneskin”

Det “usædvanlige” ligger i at koncerten i Kollerup Kirke samtidig er en “generalprøve” for koret, der tager til Göteborg i pinsen. Her skal koret være sammen med venskabskoret Taton.  Begge kor har tradition for at mødes skiftevis i Danmark og Sverige hvert andet år. I løbet af weekenden bliver der lejlighed til at høre begge kor i en fælles koncert, hvor de både synger sammen og hver for sig. Til den anledning indøver korene på forhånd et par sange, de skal synge sammen. Den ene får publikum at høre d. 13. Maj.

Som altid dirigeres koret af Kaj Pries og ledsages på klaver af Anders Krogh.

Vel mødt til koncert.

Avisartikel om julekoncert 11. december 2022

Fjerritslev Bykor opfordrer alle: “Hold håbet op – stjernen viser vej”.

Ovenstående opfordring er titlen på en ny sang, som publikum inviteres til at høre, når Fjerritslev Bykor afholder julekoncerter. I fortsættelsen lyder det: “Hold håbet op – mørket skjuler sig”. Det er en vigtig pointe at have med. Lige så snart der tændes et lys fortrækker mørket og vi bliver alle lettere til mode.

Det samme gør sig gældende, når vi synger sammen i Fjerritslev Bykor: Du kan have haft en rigtig træls dag og har næsten ikke overskud til at tage til kor; men lige så snart vi mødes og synger, viger det trætte og triste for en stund og vi tager hjem med en lettere følelse i krop og sind.

Den oplevelse, vil Fjerritslev Bykor gerne være med til at sprede ud til verden – eller i hvert fald den del, der kommer til julekoncerterne i denne mørke tid. På programmet er både gamle, kendte og elskede julesalmer og nyere sange, der endnu ikke har så stort udbredelse. Der bliver sunget både på dansk, svensk og engelsk. Der er stille andægtige salmer, men også sange, der giver lyst til både at synge og danse.

Mellem sangene vil korets dirigent, Kaj Pries, fortælle om baggrund og historie for tekster og melodier på en måde så publikum bliver underholdt og får ny viden med hjem.

Som altid akkompagneres koret af Ander Krogh på klaver.

Vel mødt til julekoncert med Fjerritslev Bykor søndag d. 11. december kl. 16 i Fjerritslev Kirke.

På korets vegne
Betina Kristensen og Marianne Mortensen.

Forårskoncert i Fjerritslev Kirke 8. maj kl 15.00

”Nu lakker det ad tiden småt” – hvor Fjerritslev Bykor indbyder til forårskoncert.

For første gang i 2 år, afholder Fjerritslev Bykor forårskoncert. Det har koret set frem til. Efter nogle gode julekoncerter i december er koret klar til at vise, at formen er tilbage efter den lange nedlukning.

Programmet er lagt an med overvejende danske forårs- og kærlighedssange. Der bliver genhør med ”Lyse nætter” af Alberte Winding, ”Nattergalen på sin gren” og ”Vårvise”- begge af Sebastian samt ”Nu lakker det ad tiden småt”. Af nyere sange kan nævnes: ”Sommerens ø”, ”Skal alt blive tavshed” og ”Anemonesangen”. Der bliver også lejlighed til at synge med på ”Forelsket i København” fra filmen af samme navn.

Selv om programmet fortrinsvis er på dansk, er der også blevet plads til et par engelske tekster. Publikum får anledning til at lytte til og måske synge med på ”Side by Side” og ”Morning has Broken”. Der bliver også plads til et enkelt ekstranummer, der kommer til at appellere til netop at synge med. Det skal ikke afsløres her hvilken sang, der er tale om. Vi vil lade det være en ”cliff-hanger”, der kan lokke sangglade gæster til koncert.

Koncerten finder sted i Fjerritslev Kirke søndag d. 8. maj kl. 15. Som altid dirigeres koret af Kaj Pries og ledsages på klaver af Anders Krogh.

Forslag til forårsprogrammet til 26. januar kl 19.30

Kære Fjerritslev Bykor

Jeg glæder mig til, at vi igen kan mødes omkring skønne melodier og klange.

Mine tanker om forårsprogrammet for 2022 er delt ind i temaer og ser således ud.

Forår

  1. Vårvise                         
  2. Anemonesangen
  3. Idas forårssang            
  4. Lyse nætter

Kærlighed

  • Visen om de atten svaner    ( indøvet efterår 21) 
  • Min hemmelighed
  • Så tag mit hjerte
  • Til en veninde  (ny)
  • Så skimrande var aldrig havet

Vort skønne land

  1. Mit land ( En stribe grønt)
  2. Et hav der vugger sig til ro nu
  3. Yndigt dufter Danmark
  4. Sommerens ø  (ny)

Livsglæde

  1. Skal alt blive tavshed    ( indøvet efterår 21)
  2. Det var som syv samba (der kommer ny node)
  3. What a wonderful world

Udenfor kategori

  1. Keltisk bortsendelsessalme    (indøvet efterår 21)

Ret til ændringer forbeholdes.  Der dukker sikkert noget op, der skubber andet ud osv.,

men medbring til de første øveaftener følgende:

Det var som syv samba

Et hav der vugger sig til ro nu

Keltisk bortsendelsessalme

Min hemmelighed,

Mit land

Skal alt blive tavshed

Så tag mit hjerte 

Visen om de atten svaner

Julebrev fra Kaj

Julen 2021

Kære Fjerritslev Bykor 

Endnu engang vil jeg benytte denne søde juletid til at sende jer nogle varme og korlige tanker.

Julebrevet fra 2020 mangler i samlingen, da vi jo ikke kunne mødes sidste år på grund af Coronaen. Værre var det, at vores 50års jubilæumskoncert blev aflyst. Øv, øv, øv.

Heldigvis har vi kunnet trodse denne nye fare for verdenssundheden og starte op med korsang igen her fra dette efterår, og hvor har det været dejligt at komme i gang igen.

I skrivende stund har vi kun afholdt en julekoncert. Den var meget vellykket i Haverslev Kirke, selvom de også i år forsøgte at fryse os ud. Det var godt for os og publikum, at der ikke var koldere udenfor, for så havde der nok været endnu koldere i kirken, der i hvert fald ikke var for opvarmet. Måske har graveren hørt noget om, at koret altid selv varmer op inden en koncert.

Til gengæld kunne vi varme publikummet med en virkelig fin koncert med masser af vellyd og skønne korklange. En af tilhørerne, en høj køn pige, der, Da i udseende meget lignede vores syngende lumske ægtepar, var særligt begejstret for den variation koret sang med, hvor de enkelte stemmer på skift fik lov til at vise, hvad de kunne. – Og vi kan meget, jeg håber, og er ret sikker på, at koncerterne i Kollerup og Tømmerby vil vise samme høje standard. Så, for at gentage mig selv:  Godt gået Fjerritslev Bykor. Vi håber, der er varmere i ”Kolderup Kirke”.

Koncerten i Tømmerby Kirke måtte vi jo desværre udsætte på grund af snestormen, og der er, ærgerligt nok, mange afbud til den nye dato. Det er forståeligt, da alle i denne travle juletid selvfølgelig er ret fulde, undskyld jeg mener, har en ret fuld kalender. Vi der er tilbage, må stå og sidde sammen og synge desto mere koncentreret og smukt.

Vores to nye julenumre er af vidt forskellig karakter, men blev begge udført til karakteren 12, eller UG som det hed i gamle dage. Den lyriske Der skinner et lys fra en stjerne ramte lige ind i publikums hjerter, og Den barnlige undren betog dem med sin rytme og energi, kraftigt understreget af Anders’ s formidable akkompagnement.

Hvilket bringer mig hen til endnu en gang at takke Anders for hans skønne klaverspil, der i den grad er med til at løfte koret, og give os mulighed for at synge selv vanskelige satser meget smukt.

Også stor tak til bestyrelsen og de ”praktiske grise” der hver gang sørger for, at vi har lys og lyd og mulighed for at se hinanden. De sørger også for, at selv Bjarne og Plik kan vi stole på. Til sidst en tak til Marc, der sørger for at øvfiler bliver til øvefiler.

Koret har heldigvis også fået nye medlemmer, og tak til jer, for at holde fast og klare den store udfordring, det er at lære så meget nyt op til julekoncerterne. Superflot!

Smitteudviklingen  er stadig så usikker, at vi ikke kan være helt sikker på, hvad fremtiden bringer, men vi regner med at starte op på forårssæsonen onsdag den 5. januar.

Hvilke noder, I skal medbringe, vil tilgå jer på mail. Af nye satser kan jeg afsløre, at jeg arbejder med en sats til Emil Aarestrup digtet Til en veninde, som hele Danmarks kæledække Philip Faber har sat i musik. Det er også en samba, og så den dejlige Sommerens ø. Her er der rigtig mange vers, så her skal vi også have delt nogle vers ud på de enkelte stemmer.

Jeg vil slutte et genbrug fra julebrevet 2018. Genbrug er jo meget oppe i tiden, så det må være tilladt. Så her er en lille omdigtning af Hvad er det der gør jul til noget særligt.

Hvad er det der gør jul til noget særligt?

Gør denne mørke tid til noget herligt?

Er det mon julehandlens trummerum?

Nej, det er korets sang i kirkerum!

Ja, skønne klange fylder både krop og sind,

når koret synger julen ind.

Korlig hilsen   og rigtig glædelig jul til jer alle.

Kaj Pries

Artikel til ugeavisen

Fjerritslev Bykor indbyder til ”Barnlig undren” i juletiden!

Fjerritslev Bykor er et alsidigt kor, der gentagne gange har vist, at det mestrer et krævende musikalsk repertoire. Koret har dog måttet sande, at en pause på en hel sæson grundet corona-situationen i Danmark har sat sit præg på stemmerne. Derfor er efteråret gået med at komme i ”stemning”. Det tager sin tid. Årets juleprogram er derfor sammensat af værker, der er velkendte for koret – og som ikke mindst klinger godt.

Når Fjerritslev Bykor afholder julekoncerter 2021, er det bl.a. med en nyere julesang på programmet. ”Barnlig undren” har en fængende rytme og et lige så fængende omkvæd, som publikum ved årets julekoncerter sikkert vil nynne med på.  Når lysene skinner og vi ser på børnenes glade og strålende ansigter, bliver vi mindet om, da vi selv var børn og bliver som børn på ny.

På samme måde er det med Bykorets juleprogram i år. Der vil være glimt tilbage til det kendte, det der vækker minder og sætter tankerne i gang. Vi kan ikke undvære de gamle salmer, der varsler julens komme. Hvem vil undvære at synge ”Vær velkommen, Herrens år” eller ”Dejlig er Jorden”? Nogle vil hellere de nyere julesange, f.eks. ”Nu tændes tusind julelys”.

Og hvad med ”Glade jul”? Den kan vi da slet ikke undvære! Nej, det kan være rigtigt nok – og det har Kaj Pries, korets dirigent, også tænkt på. Den får lige et tvist. I stedet for den kendte udgave på dansk, synger koret ”All on a Silent Night”, hvor ”Glade jul” indgår – på engelsk. Netop engelsksprogede julesange er der mange at tage af. Som det er ved at være tradition, har koret et par julesange med fra John Rutters hånd. Han har en stor plads i korets hjerte. Der er dog også plads til andre, mindre kendte engelske julesange. Melodier og tekster der fænger og bliver hængende i ørerne – også længe efter koncerten.

Derfor: Find din ”barnlige undren” og mød op til en af Fjerritslev Bykors tre julekoncerter i hhv. Haverslev Kirke d. 28. november, Tømmerby Kirke d. 1. december og Kollerup Kirke d. 5. december. Koncerterne begynder 19.30, dog kl. 16.00 i Kollerup.

Vel mødt til at synge juleglæden ind i hjerterne.

På korets vegne
Marianne Mortensen og Betina Kristensen.